Integrationsminister Kaare Dybvad Bek sendes i byen – eller rettere i Berlingske Tidende og TV2 - for overfor danskerne at ’sælge’ et brev som banebrydende, ja nærmest revolutionært. Og den italienske statsleder Georgia Meloni tages til indtægt for det hele.
Minister Kaare Dybvad Bek lægger ikke bånd på sig selv, da han onsdag ’bekræfter’ den historie, som regeringen – efter alt at dømme – selv gav til det Bruxelles-baserede netmedie Euractiv i mandags. Berlingske Tidende lægger villigt spalteplads til og rydder forsiden torsdag. TV2-News stiller op foran ministerens bopæl og mikrofonholderen lader ministeren gentage sin historie.
”Det er Mette Frederiksen og Giorgia Meloni, der står sammen om det her. Det er på højeste niveau, vi går ind og tager fat. Jeg tror ikke, at nogen er i tvivl om, at Mette Frederiksen og Giorgia Meloni er klar til at træffe nogle ret vidtgående beslutninger, hvis det gælder”
Hvad er det så ’det højeste niveau’ tager fat på? Ja, man har skrevet et brev, som udtrykker betænkelighed ved domstolens aktivistiske linje og som opfordrer til en dialog med domstolen om dens praksis. Brevet bliver nu rundsendt i kredsen af EU-lande, så flere lande kan skrive sig på. Det er jo meget godt - det gør da i det mindste ikke nogen skade.
Copy-cat fra 2018
Hvad der så skal ske, når brevet er sendt, kan man kun spå om, for det fortæller regeringen ikke. Men man kan jo erindre sig, hvad der skete sidste gang en dansk regering prøvede samme trick for at formilde en måbende befolkning, der var uforstående overfor, at udenlandske voldtægtsmænd skal udvises ifølge loven, men får lov at blive på grund konventionen.
Det var i 2018 – sjovt nok men ikke tilfældigt – i samme periode, som Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen var ved at slå sig op på en strammerprofil og truede de borgerliges monopol på en stram udlændingepolitik.
Dengang var nu afdøde Søren Pape Poulsen konservativ justitsminister i VLAK-regeringen. Danmark havde formandskabet i Europarådet, og det blev benyttet til, ja, skrive et brev til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, om at der skal være mere dialog mellem Europarådets medlemslande og domstolen om, hvordan konventionen skal fortolkes. Det bemeldte brev blev vedtaget som en højtidelig erklæring på et topmøde i København og blev derefter kendt som Københavnererklæringen.
Hvad kom der ud af det? Ingenting – bortset fra det sidste punkt i erklæringen om, at Domstolen skulle have flere ressourcer til at ansætte endnu flere sagsbehandlere, som i parentes bemærket stort set altid rekrutteres fra de venstreorienterede internationale NGO’ere, der arbejder for at fremme deres eget syn på menneskerettigheder. Udvisninger afvises stadigvæk, og domstolen er stadig lige aktivistisk.
Vi vil være strammere
Så med den gedigne fiasko i bagagen, hvorfor kaster regeringen sig så igen ud i brevskriveri? Forklaringen er lige så enkel, som den er kynisk. Det er en afværgedagsorden for at komme tilbage på banen, og give danskerne indtryk af, at Socialdemokratiet stadigvæk er strammeren over alle strammere. Præcis den samme motivation, som drev justitsminister Søren Pape Poulsen og VLAK-regeringen i 2018, da Socialdemokratiet stjal de borgerliges monopol på udlændingepolitikken.
Der har nemlig de seneste måneder fundet et skifte sted blandt de blå oppositionspartier. Dansk Folkeparti har været der hele tiden, men nu har både Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance meldt ud, at står det til dem, skal Danmark melde sig ud af den Europæiske Menneskerettighedskonvention for at melde sig ind igen med forbehold for de paragraffer, der forhindrer danske domstole i at følge Folketingets love om udvisning af kriminelle udlændinge.
Det kan Mette Frederiksens tre-parti-regering ikke matche. Hverken Venstre og slet ikke Moderaterne er overhovedet parate til at gå den vej. Derfor initiativet med brevet. Det kan bruges til promovere Mette Frederiksen som 'betydningsfuld europæisk spiller', og det kan bruges retorisk i debatten, hvor ministrene kan give den blå opposition ret i det principielle og sige, at man arbejder på sagen med gode partnere i Europa. Altså afværge truslen mod sin egen strammerposition.
Momentum i udlændingepolitikken
Udlændingepolitikken er nemlig igen ved at få momentum i dansk politik, efter Mette Frederiksen i 2018 lykkedes med erobre pladsen som superstrammer og dermed tage luften ud af det politikemne, som gav valgsejr til de borgerlige i 2001, 2005, 2007 og 2015. Mette Frederiksen udlignede forskellen mellem sig og især Venstre. Dermed var vejen banet for socialdemokratiets valgsejr i 2019 og gentagelsen i 2022.
Nu – endelig fristes man til at sige – har de blå oppositionspartier erkendt, at det gamle mantra ’Danmarks internationale forpligtelser’ står i vejen for at få tålelige vilkår for danskerne igen. Udvisninger af udenlandske voldtægtsmænd, voldsmænd og bandekriminelle indvandrere bliver gang på gang afvist af domstolene med henvisning til domme fra europæiske menneskerettighedsdomstol.
Men hvis vi som samfund skal få bugt med de ekstremt høje kriminalitetsrater blandt muslimske indvandrere, må udvisning være den konsekvens, som både gør gaderne tryggere, og virker afskrækkende på indvandrerne. Fængselsstraf er ikke afskrækkende nok over for indvandrer-kriminelle, men det er truslen om at blive smidt hjem til Libanon, Syrien, Irak, Marokke og Somalia – hvis altså truslen omsættes i handling og ikke kastreres af en flok aktivistiske dommere i Strasbourg.
Tabuer hugget i sten
Der er i og for sig en ret indlysende logik i den sag, men i politik er der ofte nogle stentavler, hvor tabuer er hugget i sten, og gør det svært for partierne at gøre det rigtige og nødvendige. Opgøret med konventioner er ét af dem. Et andet er atomkraft, et tredje er topskatten, et fjerde er registreringsafgiften på biler og et femte er støtten til Danmarks Radio. Der er sikkert flere.
Fælles for disse tabuer er, at simpel logik og sund fornuft fordrer et opgør med status quo, men stentavler er svære at redigere i, så der opstår en enorm træghed, der viderefører selvskadende politik gennem den ene valgperiode efter den anden.
Partierne i den blå opposition skal have ros for at bruge denne oppositionsperiode på at knuse nogle af stentavlerne. Konventionerne er nu ikke længere tabu. Atomkraft er heller ikke. Det giver håb om, at også de andre stentavler kan smides på jorden splintres.
